Videnskaben bag kærlighed

Selvom det kan virke meget uromantisk, kan betagelse, forelskelse og kærlighed forklares med videnskab. Alle de ting, vi føler i de forskellige faser af forholdet, kan brydes ned til simple biologiske reaktioner i vores kroppe, som får os til at føle, som vi gør. Umiddelbart kan kærligheden inddeles i tre forskellige faser, hvor kroppen reagerer på vidt forskellige måder: Lyst- og begær fasen, tiltrækningsfasen og etableringsfasen. Kærligheden starter dermed med en forelskelsesfase, der på mange måder kan minde om sindssyge og slutter med en fase, der kan minde om venskab.

Lyst- og begærfasen er det, som mange kender som “jagten”. Nogle elsker spændingen og det rus man får i denne fase, mens andre ikke bryder sig om den ustabilitet og dynamik, der findes i denne fase. I lyst- og begærfasen styres kvinderne af det kvindelige kønshormon, østrogen, og mændene styres af det mandlige kønshormon, testosteron. Kønshormonerne har forskellige virkninger på os. De sørger for, at vi ubevidst vælger den partner, vi finder mest egnede som mor, for mændenes vedkommende, eller som far, for kvindernes vedkommende. Kønshormonernes effekt kan i nogle tilfælde være så stærk, at vi oplever “Kærlighed ved første blik”.

 

Tiltrækningsfasen indtræffer, når “jagten” er overstået, og man har udvalgt/forelsket sig i en bestemt person. Her målretter hjernen fokus på “den udkårne” og belønner os med store mængder dopamin, når vi tænker på ham eller hende. Dopaminen giver os et kick, der også opfattes som sommerfugle i maven, og vi kan ikke tænke på andet end ham eller hende, vi har forelsket os i. Det kan endda give problemer med søvn og spisevaner, fordi vores udkårne fylder så meget i hovedet, og vi oplever ekstase og kick, hver gang vi tænker på vedkommende. Rent evolutionsmæssigt er denne fase til for at lade os finde sammen med en partner og viderebringe slægten – derfor er sex og fysisk tiltrækning også en stor del af denne fase.

 

4-10 måneder efter tiltrækningsfasen kommer etableringsfasen, hvor hjernen skruer ned for den dopamin, den udsender, og lykkerusen og sommerfuglene forsvinder gradvist. I denne fase går mange par i dag fra hinanden, fordi den samme følelse af forelskelse ikke er der. Dengang mennesket var langt mere primitivt, ville der være et barn på vej i denne periode, og der ville derfor være en grund til at bevare tilknytningen for parterne. I fasen bliver dopaminudskillelsen erstattet af udskillelse af oxytocin, der gør os mere hengivne, omsorgsfulde, sympatiske og gør, at vi føler dybere kærlighed for vores partner.

 

Forelskelse kan både minde om narkomani og sindsyge i faserne. I tiltrækningsfasen, hvor hjernen belønner os med dopamin, når vi tænker på vores elskede, aktiveres områder i hjernen, som på mange måder kan minde om den rus som stofmisbrugere får, når de tager stoffer. Det er en glædesrus, man kan blive afhængig af. Anden forskning har også bevist, at folk med tvangstanker og forelskede har en ting til fælles. Forelskede og folk med OCD har et lavere serotonin-niveau i hjernen, som gør personer virkelighedsfjerne og med tendens til at fokusere kraftigt på ganske bestemte ting.

 

Så selvom forelskelse er en dejlig ting, der kan give os en ekstase, lykkerus og sommerfugle i maven, som intet andet kan give os, kan det også gøre os til sindsyge kærlighedsnarkomaner, der ikke længere kan tænke fornuftigt. Så pas på derude 😉