Betaler det sig at spille kostbar?

Datinglivet er et langt spil med mange forskellige spilleregler. Målet med spillet kan ændre sig hele tiden og det samme kan reglerne. Det kan være svært at gennemskue, hvad modparten egentligt vil have ud af det, og hvor interesseret den anden er.

For omkring 10 år siden var der især nogle spilleregler, der gjorde sig gældende:

  1. Lad være med at virke for ivrig
  2. Virk som om, at du har en masse andre muligheder
  3. Vent (for guds skyld) mindst én dag med at tage kontakt, efter I er mødtes for første gang

Men er disse spilleregler stadig gældende?

Vi lever i dag i en verden fyldt med muligheder. Internettet har udviklet sig meget siden for 10 år siden og har mange tilbud til singler. Desuden har internettet gjort det langt nemmere at komme i kontakt med folk på en mere afslappet måde. Dét, at skulle ringe eller sende en SMS til folk, kan virke som et større arbejde, men med Facebook, Snapchat, Instagram osv. er muligheden for at kommunikere indirekte med folk åbnet. Dét at sende en snap til en flirt kan virke lidt mere afslappet end at ringe eller skrive.

Internettet har ikke kun gjort det nemt for os at kommunikere med hinanden, men tilbyder også et hav af muligheder til singler. Datingsider og datingapps, der dækker alle nicher af markedet, er kommet frem og singler har mange muligheder, når de søger en uskyldig flirt eller deres livs kærlighed. Derfor kan man stille sig selv spørgsmålet: Kan det betale sig at spille “hard to get”?

Nogle finder spillet yderst interessant og får større interesse for modparten, hvis han eller hun ikke sådan lige er til at få fat på. Der er mange kandidater på singlemarkedet og nogle gange er de, der er mest interessante dem, der ikke sådan lige er til at få fat på. Mange elsker “jagten”. I singlelivet kan vi være ligesom løver, der elsker at jage. Hvis gazellen bare lægger sig fladt ned, er der ikke nogen jagt, og sporten er derfor væk. Det er altid lidt sjovere at fange den gazelle, som de andre løver ikke kunne nå.

På den anden side er der også mange, der finder hele spillet frustrerende og hellere vil snakke lige ud af posen. Hvis man er interesseret, så viser man det. For hvis man er interesseret i nogen, og de ikke viser interesse, er det let i vores moderne verden at bevæge sig videre til næste fyr eller pige.

Der er derfor ikke noget endegyldigt svar på, om det kan betale sig at spille kostbar. Enten skal du moderere det, så du ikke virker ligeglad, men virker oprigtigt interesseret uden at være ivrig – for du har jo stadig alverdens muligheder. Ellers skal du vurdere, hvem du har med at gøre, og finde ud af, om det er en person, der foretrækker en god jagt eller hellere vil tale lige ud af posen.