Sugardating, parforhold og prostitution

Med tilladelse fra forfatteren Alan Klæbel Weisdorf bringes et tidligere indlæg fra Vox Liberalis her på vores blog. Tak til forfatteren for tilladelsen til at bringe disse vise ord.

——————————————————————————

Sugardating’ har fundet vej til Danmark, og med sig bringer fænomenet en opløsning af den retoriske modstilling mellem prostitution og parforhold, som præger store dele af debatten omkring legalisering/kriminalisering af sexarbejde

 Sugardating er et asymmetrisk seksuelt forhold, hvor en ældre person, enten sugar dad (mand) eller sugar mama (kvinde), finder sammen med en yngre partner, enten sugar babe (kvinde) eller boy toy (mand). I tillæg til aldersforskellen i forholdet, er sugardating karakteriseret ved en betydelige diskrepans i parternes økonomiske formåen, og at denne forskel langt hen ad vejen er det, som binder forholdet sammen.

 I et sugardating forhold aftales ikke en ’pris’ bundet op til en specifik seksuel ydelse. I stedet bygger forholdet på en art institutionaliseret ’gavmildhed’, hvor sugar daddy/sugar mama i forholdet løbende giver gaver, forkæler og betaler regninger for den mindre bemidlede sugar baby/toy boy. Det kan fx komme til udtryk i betalte mobilregninger og køb af dyrt mærketøj.

På overfladen får sugar mama/sugar daddy en væsentlig yngre og seksuelt attraktiv partner, og omvendt får den unge elsker dækket forskellige materielle behov.

Med kombinationen af et typisk længerevarende forhold kombineret med en klar præmis om asymmetrisk materiel gavmildhed bevæger ’sugardating’ sig i spektret mellem idealet om det rene kærlighedsforhold og den tekniske definition på prostitution.

Og det har interessant nok betydning for prostitutionsdebatten.

I deres argumentationen for en kriminalisering af sexkøb/prostitution skriver 8. marts initiativet bla. følgende på deres hjemmeside:

Prostitution handler om et forældet partriarksk kvindesyn, hvor kvinder skal stå til rådighed for mænds seksuelle behov for penge

Argumentet bygger implicit på antagelsen om, at der eksisterer en grundlæggende modsætning mellem det ubesmittede parforhold, som bygger på ligeværd og kærlighed, og prostitutionen, som bygger på fornedrelse og økonomi.

Det interessante er imidlertid, at sugardating ’forstyrrer’ den diskursive dikotomi mellem ideen om parforholdet (hvor sex og intimitet bygger på kærlighed) og prostitution (hvor sex og intimitet bygger på forretning), fordi sugardating indebærer elementer af begge.

’Sugardating’ er en påmindelse om, at parforhold (og ægteskab) også indebærer en økonomisk dimension. Det er ikke sikkert, at adgangen og udvekslingen af materielle goder er udslagsgivende for parforholdets tilblivelse og fortsættelse, men det vil være stærkt naivt at insistere på, at økonomi ikke er en faktor i langt de fleste parforhold. Se bl.a. på sammenhængen mellem arbejdsløshed og skilsmisser, eller på de utallige dating-sites, hvor karriere, uddannelse og indkomst fremgår af datingprofilerne.

Og her er det værd at huske på, at historisk set har ’kærlighed’ mellem parterne i ægteskaber hverken været formålet med forholdet eller en nødvendig forudsætning for forholdets tilblivelse. Tværtimod har det fortrinsvist handlet om at skabe en forholdsvis sikker økonomisk familieenhed, som omdrejningspunktet for reproduktion, i tillæg til andre økonomiske hensyn.

Ligeledes er sugardating en påmindelse om, at udveksling af seksuelle ydelser for materielle goder ikke nødvendigvis udelukker følelser mellem parterne.

Således er der ikke længere fodfæste for den rene distinktion mellem parforhold og prostitution, som bl.a. 8. marts initiativet bygger på. I stedet befinder vi os i en gråzone, hvor både følelser og økonomi spiller en rolle, og hvor værdigheden ikke knytter sig til udvekslingen af materielle goder eller ditto følelser.

Nej, værdigheden knytter sig til frivilligheden – om det så er som sexarbejder, toyboy, elskerinde, fuck-buddy, kæreste eller ægtefælle. Og det er det, som 8. marts initiativet ikke forstår eller anerkender.